50 var til foredrag med Egon Nielsen, der fortalte om sit lidt som hundefører ved toldvæsenet

HOU: Selv om det er 18 år siden, Egon Nielsen trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet, så er han stadig en efterspurgt herre. Mange gange om året holder Egon Nielsen foredrag om et spændende arbejdsliv som hundefører i toldvæsenet.

Forleden gik vejen til borgerhuset i Hou. Her havde centerrådet og det lokale menighedsråd kaldt til samling til en aften med fokus på optræningen af de firbenede venner. De skarpe hundesnuder benyttes i mange sammenhænge. Blandt andet i forhold til afsløring af narko- og tobaksmugling. Nogle hunde trænes også til at opsnuse våben og penge. Og gennem årene har Egon Nielsen og hans labradorhunde bidraget til at afsløre hundredevis af narkosager.

Ved foredraget i Hou berettede den pensionerede tolder blandt andet om udvælgelsen og træningen af hundene. Han kom også ind på, hvordan svenske lighunde på utrolig manér bidrog til at fælde Peter Madsen i den såkaldte ”ubådsag”. Og så satte Egon Nielsen fokus på dengang en stor tobaksmugling med aner til Hou blev forpurret i Asaa Havn.

Et halvt hundrede tilhørere var på plads til foredraget.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...