STØTTESANG: Eleverne på Try Efterskoles musikhold benyttede lukningen af kommunegrænserne til at skrive en sang

Som de fleste andre nordjyder blev både elever og lærere på Try Efterskole temmelig frustrerede, da Nordjylland blev lukket ned for et par uger siden. Eleverne havde valget mellem at tage hjem eller blive på skolen til 3. december, hvor restriktionerne ville ophøre. Nogle elever valgte at tage hjem, men en del elever valgte at blive på skolen.

- Det var en underlig situation, fortæller musiklærer Mads Torp.

- Vi gik alle rundt med en række tanker og følelser uden at vide, hvad vi skulle gøre med dem. Derfor besluttede vi på musikholdet at skrive en sang om det. En slags støttesang til Nordjyder, siger han og fortæller videre, at han sammen med musikeleverne så gik i gang med at skrive tanker og idéer ned.

- Det gik særdeles godt, og vi fik på forholdsvis kort tid skrevet en hel masse ting ned, som vi arbejdede videre med. Det endte med at blive en fin tekst. Jeg skrev melodien, og så gik vi ellers i gang med at indspille sangen, siger Mads Torp.

- Det har været sjovt at være med til, fortæller en af de medvirkende, Nina Friis, der synger kor på sangen.

- Jeg har prøvet at synge i band før på min tidligere efterskole, men det er første gang, jeg prøver at lave en optagelse og høre sangen bagefter. Det er fedt, og jeg har hørt mange rosende kommentarer, siger hun.

Musiklærer Mads Torp er også godt tilfreds med resultatet.

- Vi lavede det hele på nogle få hektiske dage og havde det sjovt med det. Normalt er der 15 elever på musikholdet, men da nogle var taget hjem på grund af coronaen, var vi kun syv. De gjorde det til gengæld godt, og derfor blev resultatet så flot, siger Mads Torp, der også fortæller, at støttesangen i løbet af få dage har haft over 10.000 visninger på facebook.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...