DRONNINGLUND: Dronninglund Badminton gentager sidste års succes og udbyder igen voksenintroduktion i håb om at lokke flere voksne og seniorer ud på halgulvet.

Fredag 4. september og de tre følgende fredage er der introduktion til voksne i badminton i Dronninglund Hallerne. Målet er at få flere voksne og seniorer i gang med den populære sport. Tilbuddet lokkede sidste 12 nye medlemmer til, hvor af flere var helt nye.

- Vi håber at få folk i gang, som går og overvejer at få rørt sig noget mere. Folk skal ikke på landsholdet, det handler bare om at finde glæden ved sporten. Og jeg synes, at kan man finde bare et par stykker, som får lige så meget glæde af badminton, som jeg har haft, så er dét det hele værd, siger Preben Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i Dronninglund Badminton.

Det er foreningen, der har taget initiativ til introduktionen sammen med Bevæg dig for livet – Senior, som er et samarbejde mellem DGI, DIF, Dansk Arbejder Idrætsforbund og Brønderslev Kommune. Klubbens egne instruktører kører forløbet, der er planlagt, så alle kan være med uanset form og teknik.

Gennem projektet, Bevæg dig for livet – Senior, har Brønderslev Kommune tidligere haft succes med at lave lignende forløb i tennis- og bordtennisforeninger.

- Vi tror på, at vi med få midler kan få flere voksne og seniorer i gang med badminton. Sidste år udbød også Klokkerholm IF Badminton introduktionsforløbet med succes, så vi håber at vi i år kan lokke flere foreninger med på bølgen, siger Morten Borregaard Poulsen, som er lokal projektleder for Bevæg dig for livet – Senior.

Hvis spillerne melder sig ind i foreningen bagefter, får de tilmed en gratis ketsjer. Tilmelding foregår til Dronninglund Badminton.

Fakta: Bevæg dig for livet Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...