Jacob Hvid Mikkelsen fortalte på Rosendalcentret om sin farmor og hendes spændende liv i Agersted

AGERSTED: I efteråret udgav Jacob Hvid Mikkelsen en omfattende bog om sin farmor, Carla Valborg, der var født i 1890 i Aalborg, men som senere blev gift med en murermester fra Agersted og herefter boede i den lille landsby med de glæder og sorger, det medførte.

Den 355 sider store biografi beskæftiger sig meget med hendes liv i Agersted, hvor hun var kendt som ”Komtessen”.

Ved et arrangement sidste uge i Rosendalcentret i Agersted fortalte Jacob Hvid Jensen om den berømte farmor og om bogen. Mange mødte op for at høre historien om den meget farverige kvinde, der kom fra en aalborgensisk borgerfamilie til den lille landsby, hvor hverken ægteskabet eller byen levede op til hendes forventninger.

- Det var meget specielt at møde op i Agersted, hvor min farmor boede. Jeg var på forhånd lidt spændt på, hvordan de ville tage imod mig, men det gik fint, fortæller Jacob Hvid Mikkelsen efter besøget.

- Der var flere, der havde kendt min farmor og kunne huske hende. De kunne også fortælle om hende, så det var en god aften. Jeg havde på forhånd besluttet at anlægge en Agersted-vinkel på mit foredrag, så jeg foruden at fortælle om baggrunden for bogen, og hvordan jeg havde skrevet den, især beskæftigede mig med perioden, hvor hun boede i Agersted, oplyser Jacob Hvid Mikkelsen.

”Digterkomtessen” – og hendes slægt” er en biografi om ”komtessen” og forfatterinden Carla Valborg Larsen ”von Rosen” (gift Mikkelsen), der levede fra 1890 til 1976. Hun udgav i 1929 ”Digte” og ”Det gamle hus” og skrev desuden i en årrække noveller og artikler til især Aalborg Stiftstidende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...