Efter 40 år i Anemonen i Klokkerholm er Tove Fyenbo gået på efterløn

KLOKKERHOLM: Det var egentlig ikke drømmejobbet, den nyuddannede pædagog Tove Fyenbo fik, da hun i 1980 blev ansat i Klokkerholm. Helst ville hun til Hjallerup, men her lykkedes det hende ikke at blive ansat.

- Så blev jeg tilbudt stillingen i Klokkerholm og tænkte, at der kunne jeg jo altid starte og så søge videre til noget andet. Jeg blev der i 40 år, siger Tove Fyenbo, der netop er gået på efterløn efter at have bestridt flere stillinger i institutionen. De sidste 32 år som leder af børnehaven, der startede i 1981.

- Det var jo noget helt nyt med børnehave i Klokkerholm. Der var mange dagplejere i byen, og de havde børnene til de skulle starte i skole. I begyndelsen af 80-erne eksploderede det med institutioner i de små byer. Mange var skeptiske, og jeg husker, at da vi startede, var flaget på halv i den lokale avis. Der havde været nogle frivillige, der havde stået for det, og de følte sig chikaneret over, at der blev ansat folk til at varetage den opgave, de havde løst i årevis. Vi blev bestemt modtaget med blandede følelser, så det var da en lidt barsk start, men det var jo politisk vedtaget, så vi tog det stille og roligt. Folks bekymringer og skepsis forsvandt heldigvis efterhånden. Der var dog ikke mange børn i starten, men der kom efterhånden flere og flere, fortæller Tove Fyenbo, der videre oplyser, at der var tale om en aldersintegreret institution, hvor børnene kunne gå, til de var 14 år.

- Jeg var faktisk ked af det, da man gik væk fra at være aldersintegreret, for det gav en rød tråd i børnelivet, at man var det samme sted, fra man var tre og mange år frem. Vi kendte familien, og vi kendte børnene, siger hun, som i de mange år har oplevet, at der er kommet flere og flere regler og opgaver.

- Da jeg startede, var det kun økonomien, vi skulle have til at hænge sammen. Det var så nemt, for vi fik timer fordelt pr barn. Det var til at forholde sig til og nemt at forstå. Det var sådan set alt i starten. Senere blev vi pålagt at udarbejde årsrapport, og langt senere, jeg tror det var i 2005, blev det besluttet, at vi skulle have læreplaner og sikre, at vi skabte udvikling og læring for det enkelte barn. Der er hele tiden sket reguleringer, og der skal i dag evalueres og dokumenteres i stor stil. Det bliver der brugt en masse tid på. Vi har også i perioder skulle sprogteste alle børnene. Det er nu ændret lidt, men der er kommet mange opgaver til gennem årene, og vi skal huske på, at hver gang, der pålægges personalet opgaver, skal der bruges tid, og den tid går fra børnene, siger Tove Fyenbo, der dog også ser mange fordele ved den måde børnehaverne fungerer på i dag.

- Da jeg startede, var det nok mest en form for opbevaring, hvor vi lavede forskellige aktiviteter, og der var slet ikke fokus på læring. Det er kommet senere. For mig har det altid været vigtigt, at vi ikke bare skulle gøre børnene parate til skolen, men min vinkel har altid været, at vi skulle gøre dem klar til livet. Ved at ruste børnene og få puttet nogle ting i rygsækken, vil de også sammen med de andre bump, de møder i livet, kunne håndtere at skulle i skole. Det er der ikke alle skolefolk, der er enige i, men når vi så kommer til at drøfte det, er vi jo enige alligevel. Det vigtigste er, at man er klar til livet, fastslår hun, der i de mange år blandt børn har oplevet, at synet på børn har ændret sig.

- Der er en tendens til, at forældrene inddrager børnene i flere og flere beslutninger, og det kan være udmærket, men de skal kun tage beslutninger, de er modne til. Som forældre har man naturligvis fokus på sit eget barn, men i børnehaven er vi nødt til at se det i et fællesskab og i en sammenhæng, hvor barnet skal lære at gebærde sig sammen med andre, for det skal det resten af livet. Det med at kunne se ud over sit eget barns næsetip og komme op i helikopterperspektiv og få kigget på, hvad der giver mening, har vi brugt meget tid på at beskrive, fortæller hun.

Inklusion er også et nøglebegreb i nutidens børnehaver. Det skal ske, selv om mange har forskellige diagnoser med i bagagen.

- Jeg har altid bestræbt mig på at gøre det bedst mulige i den konkrete sag. Jeg mener, det skal give mening, det man sætter i værk. Hvis det ikke gør det, har vi ikke forældrene som medspillere. For at behandle alle lige, skal man behandle dem forskelligt. Udgangspunktet må være, hvad der er bedst muligt her og nu, og hvad der så videre skal gøres i det konkrete tilfælde. Her kan man godt blive bremset af nogle bureaukratier, som gør, at man ikke kan gøre det, der giver mening. Min ledetråd har altid været at se muligheder og prøve at få det bedste ud af det. Jeg har det på den ene side fint med, at børnene undersøges og får diagnoser, men man skal passe på, at man ikke absolut skal have en diagnose for at få hjælp. Den skulle komme uanset, for har et barn brug for hjælp, så er det det, man skal tage udgangspunkt i. Det er for mig inklusion, slutter Tove Fyenbo, der nu skal nyde sin pensionisttilværelse i sin nye bolig i Hjallerup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...