SOMMER: Fodboldskoler i sommerferien er populære blandt både piger og drenge

DRONNINGLUND: 98 drenge og piger havde tre forrygende dage, da DIF Fodbold også i år i samarbejde med DBU arrangerede fodboldskole for årgangene 2005-2013 de første dage af skolernes sommerferie.

Der var aktivitet overalt på banerne fra kl. 9 til 15. Der blev trænet, øvet, leget og spillet fodbold, og trods regnbyger og blæst blev der kæmpet og spillet alle tre dage.

Blandt deltagerne var de to ni-årige drenge, Nicklas og Oliver, som i en lille pause havde tid til at fortælle, at de nød at være på fodboldskole.

- Jeg kan lide at spille fodbold og synes, det er sjovt at være med her, fortalte Nicklas.

- Jeg er her også for at lære at spille fodbold, men vil også gerne lære nogle flere at kende, sagde Oliver og fortsatte:

- Man lærer en masse tricks, for vi spiller i lang tid hver dag. Vi får også lov til at spise i en halv time, og så fortsætter vi med at spille, sagde Oliver.

- Man kan nå rimeligt meget, når vi spiller fra kl. 9 til kl. 3. Vi laver mange øvelser, men det meste af tiden spiller vi kamp. Det er også det, jeg bedst kan lide. Det lærer man meget af. Jeg trænede også, da skolen og klubben var lukket, men ikke så meget som nu. Nu er det hele dagen, og det er sjovt og hårdt, fortalte Nicklas inden han rejste sig og sammen med Oliver sluttede sig til de øvrige spillere. En ny kamp ventede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...