På grund af Coronavirussens hærgen aflyses arbejdernes kampdag i hele Nordjylland

DRONNINGLUND: Coronavirussen hærger hele verden. Også her i landet, og vi skal passe på os selv og i særdeleshed hinanden. Et af de bedste beskyttelsesmidler til at stoppe spredningen er, at vi ikke mødes i større forsamlinger.

- Bestyrelserne i LO-sektionerne i Nordjylland og alle fagforeningernes medlemmer tager denne Coronavirus meget alvorligt, fastslår formanden for LO Brønderslev-Dronninglund, Ole Andersen.

- Vi viser samfundssind på alle tænkelige måder og har derfor besluttet, at der ikke skal holdes fysiske 1. maj demonstrationer i Nordjylland i år. LO sektionerne i Nordjylland vil fejre dagen, og vi vil senere annoncere hvilke aktiviteter, der laves. 1. maj har lige siden 1889 været dagen, hvor vi markerer arbejdernes internationale kampdag med demonstrationer og taler landet over. Sådan kommer det også til at ske fremover, men bare ikke i år, slutter Ole Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...