Der rører sig flere aktuelle tanker i små barnehoveder, end vi voksne umiddelbart tror.

Vores børnebørn er i hvert fald nået så langt, at de nu gør opmærksom på, når vi snakker smittetal, restriktioner og, hvad Coronaen ellers har sat gang i, at det gider de ikke høre, for nu er det altså snart jul!

Corona eller ej – nu sætter vi en streg!

Børnebørnene er indfanget af forventningens glæde.

Så meget, at nok har de hørt om indkøb over nettet, men der mere spænding i at komme på besøg i byens egne forretninger eller besøge de lidt større nabobyer.

Nu er det den kommende højtid, der har skrevet deres dagsorden.

De har selv sat en streg over det, der kan formørke deres hverdag.

Så er op til vi voksne at holde den streg så synlig, at julen får den plads i børnenes verden, som både julen og ikke mindst børnene fortjener.

Tredje søndag i advent

Sådan blev det igen tredje søndag i advent.

Fra min barndom, hvor vi nu var mere eller mindre midtvejs op mod jul, husker jeg især de aftener, hvor der blev skrevet julekort og julebreve.

Ganske vist var det sådan – indtil jeg var omkring 8 år – at min sengetid var lige efter Inge Åsteds godnatudsendelse i radioen, men der blev slækket i julemåneden. Sikkert fordi min farmor ville have selskab, mens hun skrev årets julehilsner.

Jeg fik lov til at lave et nisselandskab på et hjørne af skrivebordet.

Vat fra Schous Sæbehus og piberensere. Et landskab, der med årene blev til en kombination af nisser og engle efter, at et ugeblad bragte en julekrybbe som udklipsark.

Fra bunden af klædeskabet i sovekammeret blev sidste års mange julehilsner – kort og breve, der var trukket på en snor – fundet frem, og så gik ”produktionen” i gang.

Et for et blev de igen læst, og så fik hver enkel afsender en længere hilsen.

Og det var ikke bare med god jul og godt nytår. Nej, der blev gjort status over det forløb år. Surt og sødt, som hun sagde.

Tiden stod stille

Og det var ikke kun en julehilsen til familie og venner.

Naboer og andre på vejen fik også et kort eller et brev. Sådan gjorde man.

Ganske vist fulgte vejens beboere med i, hvad der gik for sig i de enkelte familier i glæde som i sorg, så der var egentlig intet nyt, men til jul var alt anderledes. Tiden stod stille.

Og jeg fik lov til at putte breve og kort i den røde postkasse, der havde sin plads på hjørnet ved vores vej.

Vemodigt at tænke på, hvordan det er en af de juletraditioner, der næsten er helt forsvundet.

Jeg griber i egen barm og indrømmer lidt skamfuldt, at mine jule- og nytårshilsner fabrikeres i en standardudgave, hvor modtagernavn og mailadresse skiftes ud, før der trykkes på mailens SEND.

I sjældne udgaver kobles lidt mere personligt på.

Min undskyldning er alene, at jeg ikke har tid til det her med at skrive hilsnerne i hånden. Der er jo så meget op til jul.

Ja, farmor ville ”korse” sig.

Bordskånere

Det var også i den periode, der blev gjort status over, hvor meget der var nået her tæt op mod jul. Og så var tredje søndag i advent også en afslapningsdag, hvor der ikke var familiemiddag.

Jeg husker, at farmor efter frokost med et par velsmurte mellemmader – varm mad fik vi om aftenen, når vi var alene – fortjent lagde sig til en middagslur.

Hun var i mine øjne en meget gammel dame på omkring de 50 år.

Jeg fik påbud om at være stille, skrue ned for Giro 413 og vække hende igen, når musikken var forbi. Heldigvis havde jeg mit nisselandskab.

Og heldigvis havde jeg i løbet af ugen fået sløjdtimernes udbytte med hjem.

Jeg pakkede dem ind.

I flere år bordskånere, der af små træstykker var flikket sammen som en musetrappe.

Modtagerne var hver juleaften de samme, og deres glæde og ros kendte ingen grænse.

Senere blev gavesortimentet udvidet med små og store skåle efterhånden, som vi med alderen fik lov til at bruge sløjdsalens drejebænke.

Vores sløjdlærer, som også var vores klasselærer, havde for længst fundet ud af, at der var mest ro ved høvlebænkene, når vi op mod jul arbejdede for os selv.

Desuden havde vi drenge gjort ham opmærksom på, at klassens piger i det, der dengang hed håndarbejde, fik lov til op mod jul at strikke og sy til gavebrug.

Hold gryden i kog

Efter middagsluren eller én af de andre dage i adventsugen var vi ofte på en kortere eller længere tur i byen. Først på kirkegården med grankranse på familiegravstedet og fortælling om hver enkel af de begravede og deres betydning for, at slægt følger slægters gang. Så ned i byen igen, hvor der var julepyntet. Lys i forretningernes vinduer. I guirlanderne. På torvet ved apoteket eller pladsen ved kirken.

Så vi kunne se og høre de dygtige musikere fra Frelsens Hær. Og det store kor af ældre syngepiger, som farmor med respekt omtalte dem.

Flotte uniformer. De spillede og sang selv i det mest forrygende julevejr, som det jo altid var, når jeg fortæller børnebørnene om dengang.

Så kaster de i smug et hurtigt blik ud mod haven, men siger ingenting.

Jeg fornemmer dog et hviskende ord, der lyder som klimaforandringer.

Farmor var hvert år med til at holde gryden i kog, som Frelsens Hær opfordrede til.

Med et smil og en bemærkning om, at de spiller og synger for at hjælpe andre mennesker.

Så blev der set på juletræ. Både hos spejderne og FDFerne, som solgte træer i hver sin ende af byen.

Jeg fandt efterhånden ud af, at de på skift ”leverede” til vores juleaften.

Skulle falde til

Træet måtte ikke være for lille eller for stort. Det skulle nå næsten helt til loftet, når stjernen var sat på, og efter en uendelighed af tid, hvor alt for mange juletræer blev vendt og drejet, blev der endelig handlet.

En lille mærkeseddel blev sat på det træ, der nu var vores, med aftale om, hvornår det blev hentet af en svigersøn, der var vant til turen – endda på cykel.

Jeg oplevede aldrig at se, hvordan han fik træet blev bakset hjem, men pludselig stod det på fod ude i gården.

Træet skulle falde til, hed det, inden det to-tre dage før juleaften kom på plads i den pæne stue.

Juletræsfoden var i metal. Fire lange og opadbøjede ben, der skulle sikre stabilitet.

I mange år fulgte den mig, før den måtte lade livet efter, at et af benene var tæret igennem.

Stabiliteten er i dag overtaget af en moderne juletræsfod med en fjeder, der spændes og slækkes ved en tryk med foden.

Sådan ændrer traditionerne sig.

Forventningen og glæden er heldigvis den samme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...