Demonstrativt syngende. Uanfægtet af voksenlivets epidemibilleder, men alligevel præget af store og små restriktioner i deres hverdagsbilleder, marcherer flokken af børnebørn ind på mit lille hjemmekontor.

Corona eller ej – julen er på vej!

Nu har den ”rigtige” julemåned næsten overtaget tid og sted.

Ganske vist er børnebørnene - som alle andre børn i deres nærhed og vi voksne med - blevet stopfodret med julepynt og julelys i hver eneste forretning siden slutningen af oktober og ind i november. En livsbekræftende modvægt til de mange blå ”advarsels- og huskeplakater”, der er ved at blive en del af julemånedens udsmykning.

Halloweens uhygge var ikke pakket helt væk i butikkerne, før både børn og voksne begyndte at samle kræfter, forventning og optimisme til årets kulmination af fællesskab og herlige gamle og nye traditioner – leveret fra slægt til slægt.

Første søndag i advent

Sådan blev det igen første søndag i advent. Jeg er selv med til at videreføre min barndoms og ungdoms traditioner med familiesammenkomstens fællesspisning og udveksling af gaveønsker, mens kalenderlys og adventskransens lys – naturligvis i stearin - på skift bliver tændt og slukket af rækken af børnebørn.

Giftig osende røg, skriver de kloge miljøfolk, men det er da for pokker ikke det samme at trykke på ledlysenes tænd og sluk i en uendelighed, så alle har bidraget, som at små og større fingre stryger en tændstik og under behørig kontrol bliver en aktiv del af adventshyggen.

Kalenderlyset får kun lov til at brænde ned til lidt over et-tallet. Ellers kommer juleaften jo alt for tidligt, som en fire-årig gammelklogt formulerer det.

Og så er der ellers taget hul på det, vi voksne hver især kan huske om adventstiden, som den var engang – som den var dengang, da første søndag i advent var indgang til julens forventning. Ikke tidligere. Ikke senere.

Lyset var det vigtigste

Jeg kan huske fra min tidligste barndom i 1950erne, at lyset var det vigtigste.

Vi havde i mit hjem to nogenlunde store stuer. En spisestue og så – lukket inde bag en stor og tung portiere - den pæne stue.

Spisestuen blev opvarmet af en stor og flot kakkelovn med forsiringer og gesvejsninger i messing og en stor krone øverst oppe.

Der blev fyret med koks og træ fra nedlagte telefonmaster, der var godt tjæret ind og som derfor brændte – og lugtede – lystigt.

Det hyggede. Det varmede.

Og så kom faster og onkel og onkel og tante med fætter og kusiner på besøg. Til søndagsmiddag, som – så vidt jeg husker det – altid bestod af stegt kylling – tilberedt i den til lejligheden rengjorte, rustne jerngryde - med masser af sovs og kartofler og syltede asier.

Men først skulle forretten fortæres. Altid frugtgrød af en eller anden slags.

Så var der bagefter mere kød til alle, men ellers nok af kartofler. Kun sjældent var der dessert.

Der blev budt til bords. Næsten altid lige omkring kl. 13.

Og der blev spist i ro og mag, for tiden skulle forløbe - i ro og mag - indtil mørkningen begyndte at melde sin ankomst.

Så var det tid til kaffe og prøvesmagning af årets første julesmåkager, der var taget ud af ovnen dagen før – en lille portion og kun som en prøve.

Der skulle først rigtig julebages de kommende aftener.

Dejen til vaniljekransene var færdig og afventende placeret i indpakkede ruller i kælderens kolde flueskab.

Krone med fire arme

Spisebordet stod midt på gulvet. Stort, kraftigt og stabilt.

Lysekrone med fire arme med opadvendte porcelænsskåle med lyserød blomsterudsmykning. Ophængt nøjagtigt over midten af spisebordet, hvad enten det – som det blev sagt – bare var sig selv eller blev forsynet med en plade i begge ender. Med kun en plade blev det rykket så meget, at midten stadig var under lysekronen.

Og under lysekronen var først ophængt en gammel klokke i sølv – i så langt et bånd, at klokken var et godt stykke under adventskransen – lige i midten.

Adventskransen var ophængt med to røde og to hvide bånd og røde eller hvide lys. Danskheden skulle holdes i hævd. Besættelsestidens ofre blev hædret med respekt og pietet.

Et lys blev tændt.

Det gjorde min farmor, der så langt tilbage, som jeg kan huske, altid holdt adventstidens sammenkomster og også, indtil hendes alder satte en naturlig stopper for det, hvert eneste år holdt familiens juleaften.

Julen er lysets fest

Det var kun adventskransens lys, der blev tændt i første omgang, men straks efter tændte farmor de levende lys, der var placeret flere steder i stuen, og hun sagde – hvert eneste år – at julen er lysets fest.

Så gik snakken ellers om gaveønsker. Få, men praktiske. Ønskværdige ting, der havde været behov for længe i dagligdagen og som nu – måske - kunne opfyldes som julegave.

Og så – havde både børn og voksne observeret - var julebelysningen over hovedgaden dette år nået helt ud til den ende af byen, hvor vi boede, og nogen havde også set, at de store forretninger i år ville sætte alle sejl med deres julepynt i vinduerne. Der var sågar forretninger, der ville sætte strøm til, så det hele kunne bevæge sig.

Men først, når julemåneden var begyndt.

Før kom de gamle kravlenisser heller ikke op i spisestuen.

I den pæne stue i hvert fald ikke før, den blev taget i brug juleaften.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...