Den kendte foredragsholder vil fortælle om sundhed og motivation

HJALLERUP: I forbindelse med det store arrangement, foreningen ”24 Timer i Hjallerup” afvikler den kommende weekend i Hjallerup Idrætscenter er det lykkedes at få arrangeret et besøg af Chris MacDonald, der kommer og holder foredrag med titlen ”Sund energi & motivation” torsdag 14. februar.

Foredraget kom i stand som noget af en overraskelse for foreningens formand, Johnni Olesen, der var inviteret til DRs store juleshow i december i København. Midt under showet og for rullende kameraer fik han beskeden om, at den kendte foredragsholder ville møde op i Hjallerup og give et foredrag, hvor hele entreindtægten går til foreningen og dens arbejde for at skaffe penge til børnene på Julemærkehjemmet i Hobro.

I sit foredrag vil Chris MacDonald fortælle, hvad der skal til for, at vi har det godt og oplever energi og mentalt overskud. Med afsæt i den nyeste forskning inden for fysiologi og psykologi præsenterer han den liste, han arbejder ud fra i hele sit virke med mennesker, nemlig naturens-ikke-til-forhandling-liste.

Med sin inspirerende kombination af humor og videnskab sender Chris MacDonald altid sine tilhørerne hjem med et smil på læben og den nyeste viden om, hvad der skaber sund energi og motivation. Det bliver et foredrag, som uundgåeligt vil generere mange tanker og gode grin både på aftenen og i dagene efter.

Foredraget finder sted i Hjallerup Idrætscenter torsdag 14. februar kl. 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...