Gennem mange år har Carl Jensen samlet oplysninger om byen, dens historie og dens borgere

HJALLERUP: Hvis der er nogen, der kender Hjallerup, dens historien og borgere, er det Carl Jensen. Han er født i 1937 og har boet næsten hele sit liv i byen. Efter at have arbejdet mange år i byens Lokalhistoriske Arkiv, har Carl nu trukket sig tilbage, men interessen for lokalhistorie fornægter sig ikke. I hans arbejdsværelse i hjemmet på Sitkavej står der metervis af ringbind, der hver især sirligt og systematisk er forsynet med en titel og indholdsfortegnelse. Arkivet rummer historier og fakta om de fleste mennesker, bygninger og begivenheder gennem tiden. Interessen for lokalhistorien er først kommet i en sen alder.

- Jeg hjalp til i Kulturhuset, og så opdagede jeg, at man i arkivet havde nogle store scrapbøger. Jeg mente, det kunne være sjovt at lægge dem op i biblioteket, så borgerne kunne læse om byen. Jeg fandt ud af, at det interesserede mange, og så begyndte jeg at hænge billeder op på den lange gang, og det udviklede sig, så jeg ikke havde tid til at stille borde og stole op i Kulturhuset, fortæller han.

Han er født i Østergade 7, hvor hans forældre havde to butikker.

- Min mor solgte sko, og min far var cykelhandler og solgte cykler, når der ellers var nogen at handle med. I min tidligste barndom var der jo krig, så der var ikke mange varer i butikkerne, men der var jo altid cykler, der skulle lappes, husker Carl Jensen, der også med stor fornøjelse husker tilbage på de glade markedsdage.

- Siden jeg kunne gå, har jeg fulgt med i markedet, som når tivoliet ankom med telte, karruseller og luftgynger. Og så var der jo alle hestene. Der var tusindvis, der stod bundne side om side i lange rækker. Der var opkøbere fra hele Europa. Når hestene var solgt, blev de trukket hen på jernbanestationen og sendt med toget til Tyskland, hvor man skulle bruge dem som trækkraft til kanonerne. De heste, der ikke skulle så langt, blev bundet sammen i kobler, som unge mænd trak til Aalborg, hvor de enten blev slagtet eller sendt videre med tog. Der kunne nemt være 30-40 i sådan et kobbel. Jo, det var spændende dage, fortæller han.

Som ung var han ivrig fodboldspiller, og det fortsatte han med, til han var næsten 40.

- Forholdene var lidt anderledes dengang. Stadion lå i grankvarteret ved Tennisskoven, og hvis vi skulle spille i nabobyerne, cyklede vi. Skulle vi længere væk, kørte vi med Brødslevs Biler. Alle 11 spillere blev proppet ind i hans personbil, så de mindste måtte ligge oven på de andre. Klubhuset eller rettere omklædningsrummet var uden vand og el. Der var en pumpe, hvorfra vi pumpede vand op i en stor tønde oppe under taget. Når den var fyldt, stod vandet så til næste uge. Så var det blevet lidt varmere, end hvis vi tog det direkte fra pumpen. Vi købte selvfølgelig også selv vores trøjer, bukser og støvler og vaskede også selv. Det var bestemt ikke luksus. Heldigvis er der også på det område sket meget siden da, påpeger Carl Jensen, der efter endt skolegangen på Hjallerup Skole kom i lære som kommis.

- Det var hos købmand Sigurd Ravnholt, hvor vi mødte kl. syv og sluttede kl. 18 fire dage om ugen. Fredag lukkede vi først kl. 22 og om lørdagen kl. 16, så fritiden var begrænset, husker han.

Senere fik han ansættelse hos forskellige købmænd i bl.a. Ringsted og Thisted, inden han kom til Ulf Bolighus i Aalborg.

- Her var jeg i syv år og blev så rejsende for en skumgummifabrik fra Farum. Da fabrikken brændte, kom jeg til at arbejde for en anden skumgummifabrik. Den havde en detailbutik i Aalborg, som jeg blev bestyrer af. I 1986 startede jeg som selvstændig med butik først i Nørregade og senere i Algade i Aalborg. Her solgte vi skumgummi og stof og syede hynder til lystbåde og campingbåde efter mål. Butikken solgte vi i 1996, og siden da har jeg nydt mit otium her i Hjallerup sammen med min kone. Meget af min tid er gået og går fortsat med at forske i lokalhistorie. Ikke så meget min slægts historie, men byens og borgernes historie. I mine ringbind har jeg samlet oplysninger om stort og småt, og det er katalogiseret, så jeg hurtigt kan finde det frem. Her er computeren mit uundværlige redskab. Uden den ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre, understreger han.

Uden at overdrive kan man vist godt sige, at Carl Jensen ved alt, der er værd at vide om Hjallerup og dens historie. Det er da også ham, man går til, når skolen eller vandværket har jubilæum. Han er altid i stand til at lave et lille jubilæumsskrift. Oplysningerne har han i mapper og ringbind. Han kender som sagt byen ud og ind og har set den enorme udvikling, byen har gennemgået de seneste 20 år med mange nye borgere og nye boligkvarterer. Udviklingen overrasker ham ikke.

- Allerede da jeg var ung, snakkede man om, at Hjallerup ville blive en by på 5.000 indbyggere. Det kunne vi ikke forstå, for der boede kun godt 1.100 dengang. Nu er byen på 4.100, så den er godt på vej mod de 5.000. Det forstår jeg godt, for Hjallerup er en dejlig by, slutter Carl Jensen.

Han ved, hvad han snakker om, for han har boet der næsten hele sig lange liv. For sin store indsats for byen fik han i efteråret tildelt hædersbevisningen ”Årets Hjalle”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...