Guldfiskene kunne flere steder svømme rundt på stisystemet rundt om søen

VESTER HASSING: Torsdagsholdet hos Vester Hassing Borgerforening fik pludselig en ekstra sag for, da de frivillige forleden mødte op til en arbejdsdag i Vester Hassing Bypark. Et kraftigt regnvejr onsdag havde nemlig tæret hårdt på det nyrenoverede anlæg.

Store dele af stisystemet var skyllet væk og ned i søen. Sidstnævnte stod langt over sine bredder og havde næsten oversvømmet broen. Og det elektriske system i parken havde ligeledes taget skade af de store vandmasser.

- Det er første gang, vi oplever så massiv oversvømmelse, fortæller formanden for Vester Hassing Borgerforening, Johannes Svaneborg.

- Heldigvis har Aalborg Kommune reageret hurtigt og lovet at bidrage med at udbedre skaderne. Men det er alligevel ærgerligt, at et uvejr på den måde er skyld i, at vores park bliver ødelagt, tilføjer formanden.

Han slår i samme forbindelse fast, at episoden formentlig betyder, at der skal etableres en bræmme på den sydlige del af anlægget ud mod Krogensvej.

- På den måde håber vi at kunne dæmme op for det værste, næste gang det regner så meget, siger Johannes Svaneborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...