ENIGHED: Alle politikere i byrådet i Brønderslev er med i forliget om budget 2021, der også giver flere ansatte i ældreplejen og corona-ramte foreninger

BRØNDERSLEV: Alle medlemmer af Brønderslev Byråd er nu blevet enige om næste års budget, hvor der blandt andet er sat penge af til øget velfærd på børne- og ældreområdet.

Næste år skal forældre med børn i SFO eksempelvis betale en lavere takst - det er der afsat 1,7 mio kr til.

Og daginstitutionerne tilgodeses med mere end 10 mio. kr.: Fem. mio. kr er afsat til højere normering i daginstitutioner, mens der tilføres 5,7 mio. kr., fordi der simpelthen kommer flere og flere børn i dagpleje og daginstitutioner.

Også ældreområdet får flere penge. Der afsættes tre mio. kr. til flere ansatte på plejecentrene, mens Vivaldi og Asaa friplejehjem tilsammen får tilført 3,8 mio. kr. Der er også afsat 1,5 mio. kr. til en pulje til Ældreomsorgsudvalget. En pulje, der skal bruges til at imødekomme ønsker til driften af området.

Der afsættes 76 mio. kr. til beskæftigelsesområdet som følge af øget arbejdsløshed pga. Corona. Og byrådet har på fritidsområdet fundet 850.000 kr. til en pulje til foreninger, der er ”corona-ramte”.

Endelig afsættes der 5 mio. kr. til udsatte børn og unge.

På anlægsområdet afsættes der godt 65 mio. kr. Det er bl.a.:

* 7 mio. kr. til bygningsvedligeholdelse

* 10 mio. kr. til investeringer i skoleområdet

* 8 mio. kr. til nye haller både i 2021 og 2022

* 9,8 mio. kr. til vedligehold af asfalt, veje og cykelstier

* 750.000 får projektet med at omdanne gamle fabrikshaller til kulturcentrum i Brønderslev by.

Om budget-forliget siger borgmester Mikael Klitgaard (V):

- Ikke mindst på grund af en generel sund økonomi og flere penge i udligning kan vi til næste år tilgodese mange mange ønsker. Jeg er glad for, at vores børn og ældre nyder godt af de ekstra penge. Vi får flere borgere i disse år - og for fortsat at være en attraktiv kommune, er det nødvendigt med investeringer. Så jeg er - på trods af coronasituationen - en meget glad borgmester.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...