BORGMESTERKÆDE: Guldsmed Poul Clausen fra Hjallerup er meget oprørt over, at to borgmesterkæder ødelægges

I flere år har man i Brønderslev Kommune ønsket at få en borgmesterkæde. I øjeblikket findes der to, nemlig kæderne fra de to sammenlagte kommuner. De kan ikke anvendes, så nu er planen at lave en ny kæde med fragmenter fra borgmesterkæden i Brønderslev, som er lavet af guldsmed Ole Agger Hansen fra Brønderslev.

Det er guldsmed Poul Clausen fra Hjallerup meget oprørt over. Han lavede i 1998 Dronninglund Kommunes borgmesterkæde.

- For mig er det to kunstværker, man nu vil klippe i stykker, siger han.

- For et par år siden var jeg til et møde på borgmesterkontoret sammen med guldsmed Ole Agger Hansen, borgmesteren, kommunaldirektøren og en sekretær. Vi drøftede de to borgmesterkæder fra henholdsvis Dronninglund og Brønderslev. Vi to guldsmede var helt enige om, at det aldrig ville blive godt at sætte de to sammen, men vi talte åbenbart for døve øren, siger Poul Clausen og fortsætter:

- Vi var enige om, at man ville ødelægge to kæder på den måde. I kæden fra Dronninglund indgår Dronninglunds gamle kommunevåben, som er nu hele Brønderslevs kommunevåben. Det er lavet i guld, sølv og emalje. Vi var så inde på, at brystpladen, der viser en silhuet af den gamle Dronninglund Kommune, kunne laves om. Man kunne lave en ny forplade og bruge resten. Vi er jo i en tid, hvor man taler meget om genbrug, derfor må man også ryste på hovedet over, at man bare vil tilintetgøre de to kæder. Det piner mig, hvis kæderne tilintetgøres. Jeg brugte for år tilbage mange timer på at producere kæden til Dronninglund Kommune, siger guldsmeden, der har set en tegning af den nye kæde.

- Man vil bruge nogle ganske få led fra Brønderslevs borgmesterkæde, men alt det andet bliver ikke anvendt. Det er efter min mening tåbeligt. Jeg vil foreslå, at man bevarer de to borgmesterkæder og bruger dem som dekoration i byrådssalen eller et andet sted. Hæng dem i glas og ramme op på væggen. Jeg mener jo, at der er tale om kulturarv. Jeg kan slet ikke forstå, at en fremmed guldsmed kan finde på at ødelægge sådan nogle kæder. Det fatter jeg ikke, siger Poul Clausen, der også studser over, at arbejde tilsyneladende gives til en guldsmed uden for kommunen.

- Man taler jo så meget om, at vi skal bevare arbejdspladser, og så forstår jeg slet ikke, at man giver opgaven til en guldsmed, der bor syd for Limfjorden. Det er ikke en speciel opbakning til nordjysk erhvervsliv. Det siger jeg ikke, for at jeg absolut skal have opgaven, for der er også dygtige guldsmede i Frederikshavn, men jeg fatter ikke, at opgaven går til en guldsmed uden for landsdelen, siger en oprørt Poul Clausen, der af den grund netop har opsagt sit medlemskab af Erhvervsforeningen.

Ideen om at lave de to kæder til én stammer ikke fra borgmesteren, selv om det er hans bryst, den skal pryde.

Byrådsmedlem Karsten Frederiksen (K) står bag initiativet. Han ser opgaven med at smelte de to kæder sammen til en ny som en lige så stor udfordring som at samle kommunerne til én i sin tid.

På et møde i økonomiudvalget 21. oktober besluttede et flertal, at man nu ønskede de to kæder lavet til én. Den tidligere borgmester, Lene Hansen (A), gjorde som det eneste medlem af udvalget indsigelse imod beslutningen.

- Det er at ødelægge en del af vores fælles historie. Det er jeg principielt en stor modstander af. Det er kunsthåndværk, som man udøver hærværk imod, mener Lene Hansen.

En ny kæde vil sandsynligvis koste et par hundrede tusinde kroner i arbejdsløn og materialer. Den nye sammenbygning af kæderne står kommunen i 44.500 kroner plus moms.

Lene Hansen mener fortsat, at det er den forkerte beslutning.

- Jeg synes, det er en forkert beslutning hele vejen igennem, men flertallet vil det her, og så er der ikke så meget at stille op, siger Lene Hansen.

Karsten Frederiksen forstår godt, at det kan skabe diskussion, når man nu vil lave to kæder til én, men han mener, at det i høj grad også handler om at bringe kommunen tættere sammen igen og slå det sidste søm i kisten i forhold til sammenlægningen fra 2007.

- Med mit kendskab til de udfordringer, som kommunen har af øst- og vestkarakter, så er det her et forsøg på at bringe dem endnu nærmere og finde et samlet symbol i den nye kæde, som den til hver en tid siddende borgmester kan bære med værdighed, siger Karsten Frederiksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...