I BYEN: Asaa Børnehave markerede flytningen til nye lokaler, samt at det er 50 år siden, den startede

Asaa Børnehave åbnede 1. september 1970 i den gamle stationsbygning, så den har netop kunnet fejre 50-års fødselsdag. Jubilæet blev fejret i fredags, dog ikke helt som man havde ønsket.

- Vi ville gerne have inviteret til åbent hus med mange gæster, men det har coronaen sat en stopper for, fortalte børnehavens leder, Janni Nordmark.

Der var ellers nok at fejre. Børnehaven er nemlig også for kort tid siden flyttet til nye lokaler, hvor den deler hus med SFO Rusen på adressen Rusen 5. De to institutioner blev lagt sammen efter en større renovering og ombygning.

- Det er helt perfekt med ca. 200 m til skolen og med Asaa Hallen som nabo. Det giver gode muligheder for motion og leg, når vejret er dårligt. Vi råder også over et stort udendørs areal med mange muligheder for at boltre sig, ligesom skov og vand kun er en kort gåtur væk, påpegede lederen.

Børnetallet i Asaa har gennem de senere år været faldende, og der går i øjeblikket 21 børn i børnehaven.

- Vi har ikke så mange børn i øjeblikket, men det betyder bare, at vi kan lave mange flere ting sammen med dem. Jeg ved også, at der er flere børn på vej. Til oktober kommer der således fire børn mere, sagde Janni Nordmark.

- Det er trist, men børnene i børnehaven skal godt nok ikke snydes for en fest i forbindelse med jubilæet, så derfor fejrer vi i dag de 50 år med en ”Tivoli-fest” for børnene fra kl. 9.30 til kl. 15, understregede hun.

Det gjorde de så, og det blev en sjov dag for alle med spændende aktiviteter. Dagen sluttede med optræden af en vaskeægte tryllekunstner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...