Mindre forbrug, mere genbrug.

Det er mottoet, når Folkekirkens Nødhjælp sætter prisen ned med 50 procent over hele tre dage.

Det amerikanske tilbudskoncept Black Friday har de senere år gjort sit indtog i Danmark. I sidste uge af november strømmer danskerne ud for at bruge penge på nye varer. Men torsdag, fredag og lørdag i uge 48 vil Folkekirkens Nødhjælp gerne slå et slag for, at danskerne også genbruger mere. Genbrugsbutikken i Hals fejrer således Bæredygtig Black Friday med halv pris på alle varer i butikken.

- Vi vil gerne tilbyde danskerne lette muligheder for at shoppe bæredygtigt, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. - Derfor holder vi for anden gang Bæredygtig Black Friday. Det handler på ingen måde om at udskamme folk, der benytter sig af gode tilbud på Black Friday. Vores mål er at tilbyde et klimavenligt alternativ, tilføjer Birgitte Qvist-Sørensen.

Butikken i Hals bugner da også med nye varer. Under corona-krisen har mange haft tid til at rydde op i skuffer og skabe. - Vi glæder os til at byde velkommen til tre fantastiske dage med gode tilbud, fastslår butiksleder Erik Lütken. - Det er i forvejen billigt, så jeg er sikker på, at vores kunder kommer herfra med favnen fuld af genbrugsguld, konstaterer han.

For at undgå for mange handlende på én gang, har Folkekirkens Nødhjælp valgt at sprede de gode tilbud over tre dage. Og alle corona-regler vil selvfølgelig blive efterlevet. Som et ekstra incitament for at fremme genbrug har Folkekirkens Nødhjælp i øvrigt udloddet en præmie til den genbrugsbutik, som har den største omsætningsstigning. Vinderbutikken kan se frem til et besøg af entertaineren Annette Heick, der er ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp. Der er altså flere gode grunde til at kigge forbi butikken i de sidste dage af november. Og som altid går overskuddet til at hjælpe verdens fattigste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...