På grund af coronapandemien er det sket med en temmelig lang forsinkelse

DRONNINGLUND: Bestyrelsen i Ældre Sagen i Dronninglund har nu konstitueret sig. På grund af coronapandemien er det sket med en temmelig lang forsinkelse. Generalforsamlingen fandt nemlig sted helt tilbage til starten af marts, men på grund af nedlukningen har det først været muligt at mødes nu og foretage en konstitution.

Her blev Hanne Andreasen valgt som formand, mens Gunni Gjøderum og Hanne Asmussen begge er næstformænd. Hanne Larsen er kasserer, Karin Merete Nielsen er social humanitær kontaktperson, Ingrid Andersen står for telefonstjernen og børnehave- og skolevenner, Gunni, Erhardt og Eigil tager sig af ”Herreværelset” i Flauenskjold. Gunni er også kontaktperson for ”Den hjælpende hånd”.

Da Dorte Fog har valgt at træde ud af bestyrelsen, træder Erhardt Larsen ind i hendes sted. Hanne Andreasen fortsætter som kursusleder.

- Det har været en svær tid, efter at vi fra 11. marts måtte lukke ned for alle aktiviteter, fortæller Hanne Andreasen, der videre fortæller, at besøgsvennerne under hele krisen har holdt kontakt med besøgsmodtagerne via telefon.

- Stavgang fra Skovkiosken hver onsdag kl. 9 er startet igen, og vi forventer at kunne komme i gang med det meste til september. Vi glæder os meget til igen at mødes med vore mange medlemmer. Vi er næsten 2.500 medlemmer i den ”gamle” Dronninglund Kommune, som vi dækker, oplyser Hanne Andreasen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...