Samrådene i Hals, Hou og Ulsted arrangerede foredrag om frivillighed

HOU: 20 tilhørere var på plads, da Hou Borgerhus torsdag dannede ramme om en aften med fokus på frivillighed.

Hvordan skaber man dynamik og virkelyst i foreningslivet? Og hvordan undgår man, at de involverede løber sure i frivilligheden? Det var spørgsmålet på en aften, hvor Jimmy Damgaard fra firmaet Conventus var engageret som oplægsholder.

Kodeordet hedder trilogi. I hvert fald ifølge Jimmy Damgaard, der blandt andet agiterede for vigtigheden af flade organisationsformer i foreningssammenhæng. Det gælder også i forbindelse med opstarten af nye tiltag, hvor én person sjældent kan bære ansvaret alene. Og kan det samtidig lykkes at engagere en person, der ikke i forvejen er med i foreningen, så er dette også med til at skabe en bedre opstart af nye initiativer. Nye øjne styrker nemlig udviklingen af såvel gode idéer som problemknusningen.

Jimmy Damgaard slog ligeledes fast, at ledelse baseret på trilogi i højere grad opleves som sjovt og spændende blandt de involverede. Det bidrager til en mere solidarisk struktur, idet organisationen drives mod et fælles mål.

Arrangementet var sat i scene af samrådene i Hals, Hou og Ulsted.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...