I BYEN: Det lille museum har fået nye effekter til samlingen og en større donation fra et lokalt firma

PÅ Asaa Havnemuseum glæder man sig over, at grænserne så småt er ved at åbne, så turister igen kan komme ind i landet og også i år finde vejen til Asaa Havn og dermed også til det lille havnemuseum, der er fyldt til bristepunktet med spændende genstande fra fiskeriets og søfartens historie.

- Vi er i den grad klar til at tage imod turisterne, og vi håber, der kommer mange, siger museets daglige leder, Ulla Plougmann.

- Vi har allerede haft åbent et stykke tid, for som museum fik vi lov til at åbne som nogle af de første her under nedlukningen. Det er vi glade for og glæder os til at vise det hele frem for endnu flere, fortæller hun.

Der kommer hele tiden nye ting til samlingen. Senest har man fået en BLA-motor fra 1940. Den er lavet i Asaa hos Brødrene Larsen.

- Vi har også lige fået et stort modelskib. Det har en længde på to meter, så det er stort og imponerende. Det har tidligere stået på Skaga Hotel i Hirtshals, og jeg ved ikke så meget om det. Derfor håber jeg, at nogle af de besøgende har oplysninger om skibet og dets historie, siger Ulla Plougmann.

Museet har i øvrigt lige fået en donation på 10.000 kroner. Det er Charlotte og Thomas Nielsen fra kabelentreprenørfirmaet Charlotte Nielsen A/S, der er de gavmilde givere.

- Vi plejer at støtte Havnefestivalen hvert år, og da den jo desværre er aflyst i år, blev vi enige om at støtte Havnemuseet i stedet, siger Thomas Nielsen.

Det er Havnemuseet naturligvis særdeles tilfreds med.

- Vi ringede til Charlotte og Thomas og spurgte, om de ville være sponsorer, og så sagde de straks, at vi kunne få 10.000 kroner. Det er vi meget taknemmelige over. Der er jo altid noget at bruge pengene til i et gammelt træhus, siger Ulla Plougmann.

Firmaet Charlotte Nielsen A/S har i øvrigt i denne tid forrygende travlt, kunne Thomas Nielsen fortælle.

- Vi har lige ansat fire-fem mand mere, så vi nu er oppe på 25, og vi kunne såmænd godt bruge flere, fortæller han og fortsætter:

- Vi laver stort set ikke andet end at grave fiberkabler ned, og sådan vil det være, så langt vi kan se ud i fremtiden. Alle skal jo have fiberbånd, og der er fortsat mange tusinde husstande i Nordjylland, der endnu ikke har fået det, så der er arbejde til mange år, fortæller Thomas Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...