En fornem guldmedalje ved svendeprøven i smørrebrød og catering vidner i sig selv om dygtighed. Til februar er Ann Mette Sondrup, Ulsted færdiguddannet fra Restaurant Havkatten i Hals. Her har hun de seneste to og et halvt år finpudset færdighederne indenfor det kolde køkken. Skoleforløbet er dog allerede overstået, og ved de afsluttende prøver sikrede Ann Mette sig altså maksimumkarakterer med den flotte anerkendelse som udfald.

– Det er dejligt at kunne krone min uddannelse med et godt resultat. Jeg er både glad og stolt, lyder det fra Ann Mette, der også har høstet et legat fra Aalborg Restauratørforening. Det tildeles elever, der har udvist en ganske særlig indsats gennem uddannelsesforløbet.

Ligeledes har inventarleverandøren Bent Brandt anerkendt indsatsen med en flot skål. Jo, Ann Mette kan bestemt være tilfreds med resultatet, som også vækker glæde hos læremester og indehaver af Restaurant Havkatten, Allan Thykjær.

– Ann Mette har gjort det rigtig godt. Hun er fantastisk dygtig og særdeles kreativ. Jeg bliver selvfølgelig også stolt, når en af vores elever får så flot en svendeprøve. Vi er dog vant til det. Flere af vores andre elever har tidligere hentet fine udmærkelser. Ingen har dog hidtil fået guldmedalje ved svendeprøven, beretter Allan Thykjær.

I det daglige arbejder Ann Mette med alt fra salater og forretter til kager og is.

– Det er et dejligt arbejde. Vi har ofte travlt, men jeg glæder mig over, at det på Restaurant Havkatten alligevel er muligt at være kreativ og skabe retter, som også tilgodeser det visuelle, lyder det fra smørrebrøds- og cateringseleven.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...