Mens forsamlingsforbuddet lægger restriktioner på det meste, så var deltagelsen ved søndagens afskedsgudstjeneste i Vester Hassing med sognepræst Jessie Jørgensen naturligvis også begrænset. Kun en lille skare fik mulighed for at sige behørigt farvel til den vellidte præst, der efter seks år i embedet rykker teltpælene op. Hun tiltræder per 1. september som sognepræst i Gjøl og Biersted pastorater.

- Men jeg har haft seks gode år her i Vester Hassing, siger Jessie Jørgensen.

- Både min mand og jeg - og sikkert også vores fire børn kommer til at savne byen og området. Jeg har været privilegeret at have haft med rigtig mange mennesker at gøre. Der er knyttet mange relationer, som jeg vil se tilbage på med stor glæde, konstaterer Jessie Jørgensen.

Hun fik også rosende ord med på vejen af menighedsrådets formand, Tommy Hvedhaven.

- Jeg synes, du har formået at være en god præst for hele menigheden. Du har altid været rigtig dygtig til at relatere dine prædikener til den tid vi lever i. Det er en god egenskab, lød det fra formanden.

Han hæftede sig desuden ved, at Jessie Jørgensen og hendes familie har været synlige i lokalområdet.

- I har deltaget i rigtig mange ting. Vi kommer til at savne jer, fastslog Tommy Hvedhaven.

Sognepræst Lars Jensen vikarierer fra 1. september og indtil der er fundet en ny sognepræst i Vester Hassing.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...