Lions Club Dronninglund måtte på lige fod med mange andre aflyse årets julekoncert i Dronninglund Kirke. Den skulle have været afholdt 22. november, men det var desværre ikke muligt på grund af de mange restriktioner.

Der er ellers en lang tradition for disse julekoncerter, der hvert år plejer at fylde kirken til stor begejstring for de fremmødte og til glæde for Lions Club, der på den måde skaffer sig et pænt overskud, der kan bruges til sociale formål.

Som et plaster på såret har man nu planlagt en koncert til søndag 14. februar kl. 14.30 og 17.00. Det er den populære sanger og musiker Anders Blichfeldt, der møder op med et soloshow.

Billetterne til de to koncerter kan allerede købes nu, og de kunne måske bruges som en julegaveidé.

Billetter kan købes via Nem Tilmeld eller i Super Brugsen, Dronninglund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...