Mange aktiviteter mange forskellige steder

HALS: Både hygge og kreativitet indrammer aktiviteterne i det forestående program hos den lokale afdeling af Ældre Sagen.

Afdelingen frister med faste løbende aktiviteter og udfoldelser for enhver smag. I september lægges ud med en fællestur til Gug Planteskole med gode muligheder for at hente inspiration til egen have.

På Værestedet i Gandrup er der bogklub, it-café og slægtsforskning, og på Fjordparken i Hals er der mulighed for at spille bridge og kortspil. Her kan man også gå til stole-yoga og styrketræning. Samme sted afholdes søndagscaféer i oktober og februar, og en gang om måneden er der fællesspisning i regi af ”Ældrestyrken”. Ligeledes er der i Hals både golf, petanque, kroket og bowling på plakaten.

Hos Sparekassen Vendsyssel i Hals er der indrettet datatstue, og i Ladegården holder en litteraturkreds til.

Endvidere er der på Englodden i Hals mulighed for at få rørt sig under overskriften ”Motion for ældre”.

Endelig er der på Fjordparken planlagt et kursus i samarbejde med GF-fonden. Dette sigter mod at bidrage til sikker bilkørsel hos seniorer.

På Hassinghave i Vester Hassing tilbydes slægtsforskning, it-café samt hjælp til at få styr på digitale billeder. Derud over er der et hyggehjørne med spil, strik og samvær. Der undervises i tysk, og der er et hold kørestoleskubbere, som kører ture med beboerne på Hassinghave. Der afholdes også gymnastik samt søndagscaféer i november og marts. Ligeledes er der planlagt en tur i skoven, hvor der spilles ”naturbingo”.

Som noget nyt har Ældre Sagen Hals nu åbent for alle henvendelser henholdsvis den første og den tredje onsdag i måneden. Det foregår i tidsrummet 15 til 17 på Hals Bibliotek.

Alle faste arrangementer starter op i begyndelsen af september. 10. marts afvikler Ældre Sagen sit årsmøde på Fjordparken. Alle er i øvrigt velkomne til at deltage afdelingens aktiviteter. Dog er der særlige fordele for medlemmer af Ældre Sagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...