BeneFiT Dronninglund er blandt de første i Vendsyssel til at tilbyde osteopati til patienterne

DRONNINGLUND: Casper Svinth Nedergaard er ansat som fysioterapeut hos BeneFiT Dronninglund. Det har han været i flere år, men nu kan han også som en af de eneste i Vendsyssel kalde sig osteopat, eftersom han netop har afsluttet et fire-årigt uddannelsesforløb i Danmark og England. Uddannelsen har han gennemført sideløbende med jobbet som fysioterapeut.

- Jeg ville gerne have en større viden om kroppen, og derfor besluttede jeg at tage uddannelsen, der foregik på Osteopatiskolen, der er en europæisk skole, der ligger i England. Det meste af undervisningen foregik dog her i landet, idet engelske lærere tog til Danmark for at undervise. En gang om året har jeg haft en uge i England på selve skolen med undervisning og eksamen som afslutning på hvert skoleår, fortæller han, der er en af de eneste i landsdelen af sin slags.

- Vi er ikke så mange i Nordjylland, for det er endnu nyt i Danmark. I det øvrige Europa og USA er det mere udbredt, og jeg tror, at der inden for de næste år vil komme mange flere af min slags. Endnu er det især i de større byer, der findes osteopater. Det skal lige i gang og blive kendt, så vil det udvikle sig stille og roligt, siger han og fortæller videre, at der ikke er tale om en overbygning til fysioterapeutuddannelsen, men en selvstændig uddannelse, som arbejder fint i spænd med fysioterapien.

- Skal jeg kort beskrive osteopati, så er det en sundhedsprofession, hvor der er fokus på at finde årsagen til smerter eller andre problemer. Man finder årsagssammenhænge og skal så ræsonnere klinisk. Osteopati er mere helhedsorienteret med hensyn til kroppen, og hvordan vores systemer arbejder sammen. Det drejer sig meget om at finde årsager. Det lyder simpelt, men det er det ikke altid, for kroppen er kompliceret. De patienter, der især vil have gavn af osteopati, er dem, der har haft skavanker længe eller over flere omgange og prøvet forskellige behandlingsmetoder. Det kan være fysioterapi eller kiropraktik eller andet, men hvor skavankerne bliver ved med at komme tilbage. Der vil det ofte give god mening med osteopati, hvor man netop kigger alle systemer igennem. Det kan være gentagne rygproblemer. Her vil jeg typisk gå ind og se, om der er andre steder i kroppen, der er medspiller på, at generne kommer tilbage. Det kan være noget, der sidder andre steder end i ryggen, så her er det vigtigt med en grundig undersøgelse af hele kroppen. Som osteopat har jeg lært en hel masse om, hvordan vores organsystem og nervesystem påvirker kroppen, og naturligvis også en masse om skelet og muskler. Har man ondt i ryggen, behøver det ikke være ryggens skyld. Det kan være strukturer i ryggen eller overbelastning, men det kan også være problemer andre steder, som så giver en smerte i ryggen. Der kan være en dysfunktion i kroppen, der giver et symptom et andet sted. Det er vigtigt, at man løser problemer af den slags, for her taler vi jo virkelig om årsag til manglende livskvalitet, siger Casper Svinth Nedergaard.

Ønsker man denne behandling, må man selv betale, for sygesikringen dækker ikke.

- Det er en autoriseret profession, så den er egentlig anerkendt, men den er forholdsvis ny i Danmark. Den er ikke dækket af sygesikringen endnu, men jeg tror bestemt, det kommer, når den først bliver mere udbredt, slutter Casper Svinth Nedergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...