Mens Superliga-sæsonen sluttede søndag, så benyttede spillertruppen hos AaB mandagen på at ønske hinanden god sommerferie. Det foregik blandt andet med en hyggetur til Hals Golf Klub. I eftermiddagstimerne var der arrangeret turnering på par 3-banen, og efterfølgende stod den på spisning i klubhuset.

16 spillere fra truppen var taget med til Hals, hvor Patrick Kristensen agerede mentor for holdkammeraterne. Den rutinerede AaB’er, der søndag i øvrigt indstillede karrieren, er således også en ferm golfspiller. For 20 år siden erhvervede han sågar sit golfkørekort i Hals Golf Klub.

- Vi har en bødekasse på holdet. Den plejer vi at benytte på sociale arrangementer. Og når sæsonen slutter, har vi for vane at lave noget sjovt sammen, fortæller Patrick Kristensen.

- I år har dog været lidt anderledes på grund af corona. Så vi tænkte, at en aktivitet i det fri med frisk luft ville være det bedste. Og så faldt valget altså på golf i Hals, tilføjer Patrick Kristensen.

Han beretter videre, at det for mange af AaB’erne var første gang, de svingede golfkøllen. Derfor blev der også indledt med træning på driving rangen, inden spillerne blev sluppet løs på banen.

Efter turen til Hals fortsatte AaB’ernes sommerferieforberedelser med restaurantbesøg i Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...