Gandrup Folkedansere fejrer jubilæum og er på jagt efter gamle fotos og dokumenter fra foreningens historie

GANDRUP: Engang var der som bekendt noget, der hed høstfest. Her er der nok danset både ”Totur til Vejle”, ”Skæve Thorvald”, en stille vals og en masse polka. Fra 1920’erne og i årene derefter blev der stiftet mange foreninger, hvor folk samledes for at danse og for at bevare trinene for eftertiden.

Gandrup Folkedansere er en af de foreninger, der holder liv i de gamle danse. Pulsen kommer op, der bliver grinet og snakket og skridttællerne kommer på ”overarbejde” på foreningens danseaftener. Nu begynder efterårssæsonen, og hver onsdag aften øves på livet løs i gymnastiksalen på Gandrup Skole. Øveaftenerne i september er gratis, og man må gerne tage vennerne med. Danserne undervises af en uddannet instruktør.

I øvrigt runder foreningen 50 år i 2019. Det fejres lørdag 26. oktober. I samme forbindelse er Gandrup Folkedansere på udkig efter gamle fotos, dokumenter og historisk viden, som kan sendes til gandrupfolkedansere@gmail.com.

Gandrup Folkedansere er medlem af såvel DGI som Folkedans Danmark.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...