Steen Rasmussen blev advaret før han åbnede den første butik i Aalborg

HALS: Det hører efterhånden til sjældenhederne med 35-års jubilæer i detailbranchen. Og i en så konkurrencepræget del af markedet som sportstøj er mærkedage af dén karat nærmest usete. Men i Hals er det ikke desto mindre tilfældet for indehaveren af Sportsshoppen, Steen Rasmussen.

20. august er det således 35 år siden, han slog dørene op til den første Sportsshoppen på Bispensgade i Aalborg.

Det markeres med en reception i butikken på Færgevej i Hals 21. august. Her håber han at se både venner og familie, kunder og forretningsforbindelser.

Det er utroligt, at der er gået 35 år, konstaterer Steen Rasmussen.

Elsker arbejdet

- Jeg synes ikke, det er længe siden, jeg åbnede min første butik. Men det er sikkert fordi jeg altid har elsket mit arbejde. Jeg ser tilbage på rigtig mange gode år, og det skal naturligvis fejres, tilføjer jubilaren.

Han var kun 27 år, da han i sin tid trodsede både advarsler og sikkert også sund fornuft og fik foden under eget bord. Forinden havde Steen Rasmussen i en årrække været førstemand i hedengangne Anvas sportsafdeling.

- Men jeg havde lyst til at få mit eget. Jeg havde indset, at min forretning skulle baseres på indkøb af store partier for at kunne holde priserne nede. Det lykkedes og jeg fik hurtigt fodfæste i branchen, erindrer Steen.

Flere afdelinger

Han beretter videre, at succesen gav mod på mere, og i årene der fulgte, blev der åbnet afdelinger i både Randers, Viborg og Blokhus. Ligeledes residerede Sportsshoppen i en årrække i Kennedy Arkaden, inden ekspansionen blev for meget.

- På et tidspunkt havde jeg 40 ansatte og al min tid gik med administration. Jeg savnede kontakten med kunderne, og besluttede mig at sadle om. Siden har jeg koncentreret mig om butikken i Hals, hvor vi har en rigtig god placering tæt på havnen. Vi har godt tag i de lokale kunder, men vi ligger også et sted, hvor turisterne bidrager til omsætningen. Så jeg har aldrig fortrudt, at jeg byttede strøgbutikkerne ud med lokalerne i Hals, fastslår den 62-årige forhandler.

Jubilæet løber af stablen mellem 16 og 20. Det kombineres med musikalske toner i butikken af Steward fra ”Ladies & Gentlemen”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...