MOTORSPORT: Jonas Nielsen fra Asaa er dansk mester i crosskart. Hans søster fik bronze

Jonas Nielsen fra Asaa er bare 10 år, men alligevel kan han nu kalde sig for tredobbelt Danmarksmester. For kort tid siden genvandt han nemlig mesterskabet i crosskart. Her er han helt suveræn i Danmark og vandt fem af de syv løb i sæsonen.

- Konkurrencen var lidt hårdere i år end tidligere, og jeg måtte kæmpe hårdt, men det lykkedes, fortæller den dygtige kører, der ikke er bange for at give den gas.

- Jeg er godt beskyttet, når jeg sidder i mit sæde, og jeg er ikke bange for at køre stærkt. Jeg har da prøvet at vælte rundt, og jeg sad med hovedet nedad, indtil jeg blev hjulpet fri. Der skete intet med mig, men vognen fik nogle skrammer. Den blev nu hurtigt repareret, og så kunne jeg køre videre, fortæller Jonas Nielsen, der får stor hjælp og opbakning fra sin familie.

Både mor og far er med, når sønnen kører. Senest er lillesøster Liv også begyndt at køre. Hun er blevet seks år og må derfor nu også deltage i konkurrencer. Hun har arvet storebrors gamle vogn og gjorde det så godt i år, at hun vandt bronzemedalje.

- Det gik fint, men i finalen kørte jeg ud i en sandbunke og sad fast, siger hun, mens hun viser sin bronzemedalje frem.

De to dygtige kørere har det ikke fra fremmede. Faren, Rasmus Nielsen, er selv en dygtig kører, og det samme er farfaren, Kurt Nielsen, så det er en familie med benzin i blodet.

- Det har været en lidt underlig sæson, påpeger Rasmus Nielsen.

- Vi plejer altid at deltage i løb i Norge og Sverige, men alt har jo været lukket, så vi har måttet blive i Danmark, men det er jo også gået helt fint, siger den stolte far.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...