Lørdag 3. november finder det 10. Hals Barre Marathon sted

HALS: Tiden nærmer sig for årets udgave af Hals Barre Marathon. Det sker lørdag 3. november, hvor det 10. i rækken af hel- og halvmaratons i havnebyen afvikles. Initiativtagerne, Tove Borg og Bjarne Jensen, fik i sin tid idéen efter selv at have deltaget i en del løb i både ind- og udland.

Grundtanken var at tilbyde et billigt løb, hvor udgifterne blot skulle dækkes. Ligeledes skulle afviklingen sent på året være med til at forlænge løbesæsonen. Efterhånden er antallet af løb steget voldsomt over hele landet således, at der i dag udbydes løbearrangementer året rundt.

- Vi tror, at vi var med til at starte en interesse for disse mindre, billige løb, siger Tove Borg og Bjarne Jensen. De to har også oplevet en stigende interesse for deres eget arrangement.

- Til det første løb var vores succeskriterie 30 deltagere. Der kom næsten 50, så succesen var hjemme fra begyndelsen. Herefter har antallet været støt stigende til 119 deltagere i 2017, fortæller de.

Til løbet den 3. november forventes omkring 100 deltagere. Bjarne Jensen stiller vanen tro også til start, og på dagen runder han således sit maraton nummer 347.

Igen i år afvikles arrangementet med bistand fra en række frivillige. Ligeledes støttes arrangementet af Hals Bådelaug, Superbrugsen Hals og Sparekassen Vendsyssel.

Tove og Bjarne håber selvsagt på godt vejr lørdag 3. november. De opfordrer alle interesserede til at kigge forbi havnen og heppe på løberne - hvis man altså ikke selv skal være med. Starten går kl. 10 fra Hals Bådelaugs klubhus. Der kan tilmeldes til og med torsdag 1. november.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...