Serie 3-mandskabet hos VHG/GS måtte torsdag aften bide i det sure æble i det som lignede et kollaps i topkampen hjemme mod Frederikshavn FI. Værterne indkasserede et nederlag på 0-5 og måtte dermed se gæsterne overtage føringen i tabellen. Der var skarphed til forskel på de to mandskaber. Mens VHG/GS havde masser af spil, så blev det sjældent farligt. Det gjorde det derimod i den modsatte ende, hvor Frederikshavn havde alt for let ved at komme til åbne scoringschancer. Ved pausen var VHG/GS-keeper Casper Kjærgaard Nielsen passeret 3 gange, og i alle tilfælde kunne han takke en ringe forsvarsindsats for målene. Meget bedre blev det ikke efter sidebyttet. Efter 63 minutter afgjorde Jacob Sømand affæren, inden Alexander Christensen 10 minutter før tid cementerede den fortjente frederikshavner-sejr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...