Gandrup Ungdomsklub og Ungdomsringen stod bag arrangementet. Foto: Allan Mortensen
Der stod både hæder og pokaler på spil, da Gandrup Ungdomsklub lørdag havde kaldt til samling i hallen. Det årlige indefodboldstævne for ungdomsklubber løb af stablen med i alt 16 hold i deltagerfeltet. De 12 var repræsenteret i rækken for de 13 til 16-årige, mens fire hold dystede i aldersgruppen 17 til 19 år. Det traditionsrige arrangement, som i al beskedenhed var døbt VM-turneringen, trak som altid deltagere til fra hele landet. Hold fra både Birkerød og Sønderborg var blandt bejlerne til titlen.
Det blev dog de lokale mandskaber der stak af med mesterskabet i begge rækker. Hos de 17 til 19-årige vandt Vester Hassing Ungdomsklub finalen, mens der hos de yngste var tale om et rent derby. Her trak Hals Ungdomsklub det længste strå i kampen mod værterne fra Gandrup.
– Vi har holdt VM-turnering i rigtig mange år. Det er altid hyggeligt. Især fordi der kommer deltagere fra hele landet, siger lederen af Gandrup Ungdomsklub, Lars Axelsen. Han retter i samme forbindelse en tak til det lokale næringsliv for velvillig sponsoropbakning.