Sæsonstart hos Gandrup Tennisklub

0
Gandrup Tennisklub skød lørdag sæsonen i gang. Foto: Allan Mortensen
På symbolsk manér blev Dannebrog lørdag formiddag sendt til tops over anlægget hos Gandrup Tennisklub. Seancen markerede, at endnu en sæson er skudt i gang med tennisaktiviteter for både børn og voksne. Standerhejsningen lokkede en snes medlemmer til, og mens enkelte svingede ketsjeren, nød de fleste blot det gode vejr og de dejlige omgivelser. Tennisanlægget i Gandrup har på det seneste fået en solid overhaling med trimning af buske og renovering af klubhuset. Sidstnævnte har blandt andet fået ny beklædning – takket være en donation fra Sparekassen Vendsyssels Fond.

Gandrup Tennisklub råder over cirka 60 medlemmer, hvoraf en lille del er ungdomsspillere. Disse træner hver onsdag og deltager i turneringer efter behov. Seniorafdelingen er alene baseret på selvstændig booking af baner, hvortil der er adgang alle ugens dage.

– Vi er en lille forening, og selv om vi ikke har mærket nogen “Wozniacki-effekt”, så sporer vi dog en form for øget interesse, siger kasserer Peter Frandsen. Han hæfter sig desuden ved klubbens faciliteter, der er løftet markant – takket være en stor indsats fra det såkaldte “tirsdagshold” i Gandrup.

– De frivillige har virkelig hjulpet os med at skabe nogle gode rammer. Vores baner er i top og klubhuset renoveres løbende. Det er vi meget taknemmelige for, tilføjer Peter Frandsen.

Gandrup Tennisklub barsler i øvrigt med en sammenlægning med Gandrup Sportsklub. Inden en eventuel ekstraordinær generalforsamling skal afgøre dette spørgsmål, skal fordele og ulemper dog nøje undersøges.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close