Så fik Guld Harald sin nye plads

0
Den nye version af Guld Harald blev fredag afsløret på Lille Torv i Hals. Foto: Allan Mortensen
Mens en træskulptur af vikingeprinsen Guld Harald siden 2006 har prydet rundkørslen på Aalborgvej i Hals, så har det været nødvendigt at fælde det pågældende træ på grund af fare for sammenstyrtning.

Nu er der imidlertid fundet en anden plads i byen til Guld Harald og det endda med vikingeprinsen i en helt ny version. Fremover kan Guld Harald således opleves på Lille Torv, centralt i Hals. Kunstneren Allan Bo Jensen står bag skabelsen af figuren, der er skåret af en cirka 300 år gammel egestamme. Fredag formiddag blev figuren officielt afsløret. Hvervet var lagt i hænderne på Aalborg Kommunes rådmand for By og Landskab, Hans Henrik Henriksen (S). Han hæftede sig ved historien om Guld Harald, der i året 975 blev dræbt i området nord for Hals af den norske vikingeprins og rival, Håkon Jarl.

– Guld Harald har en stor plads i den lokale historie. Og den nye figur vidner om den kraft og styrke, han rummede. På den måde har figuren måske også reference til nytidens Hals-borgere, lød det fra rådmanden. Han udtrykte ligeledes håb om, at figuren fremover vil tjene som endnu et turistmæssigt pejlemærke i havnebyen.

Hals Historieklub har sammen med samrådet, erhvervsforeningen og turistforeningen banet vejen for projektet. Fonden for Sparekassen Vendsyssel i Hals har bidraget med 40.000 kr. til arbejdet, der ligeledes er støttet af Aalborg Kommune.

I forbindelse med projektet er der desuden udarbejdet et historisk skrift om Guld Harald. Den lokale multikunstner og forfatter, Bjarne Høj står bag dette.

Fredagens indvielse blev rundet af med kaffebord på Restaurant Strandvejen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close