Museet viser arkæologiske fund frem

0
Til de gratis arrangementer på Aalborg Historiske Museum fortæller arkæologerne blandt andet om en barnesko af læder, som stammer fra 1300-talllet. Den er ikke bare en udtrådt sko, for den vidnet om et vist velstandsniveau blandt de mennesker, der levede på Budolfi Plads for 700 år siden. Foto: Nordjyllands Historiske Museum
Nordjyllands Historiske Museum ønsker at dele de spændende fund fra Budolfi Plads med hele byen, og inviterer derfor til flere gratis arrangementer

Budolfi Plads midt i Aalborg har været en del af byen i mere end 1000 år, og det bekræftes næsten dagligt, når arkæologer – midt mellem byggekraner – finder nye spændende fund. Årsagen er, at NCC er i fuld gang med at gøre klar til at bygge på Budolfi Plads, og derfor kigger arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum med fra sidelinjen, som loven foreskriver.

Fundene på Budolfi Plads bringer os tæt på fortidens aalborgensere, og museet vil gerne dele de mange fund med så mange aalborgensere som muligt, og derfor inviteres der indenfor til flere gratis arrangementer. Her vil arkæologer fortælle mere om de enkelte fund, og om områdets historie gennem tiderne set med en arkæologs perspektiv.

Det sker 4. oktober og igen 27. oktober. Begge dage kl. 18.30. Det er gratis at være med, men på grund af begrænset plads skal folk melde sig til på forhånd.

Det er ikke småting, der er fundet på Budolfi Plads, siden arkæologerne begyndte at grave dette efterår. Blandt de mere særlige fund er en barnesko af læder, der i slutningen af september dukkede op af jorden. Den stammer fra 1300-tallet og har i sin tid siddet på foden af et 6-8-årigt barn. Og det er ikke bare en udtrådt sko, der er smidt væk efter brug, den er et vidnesbyrd om de mennesker, der levede ved Budolfi Plads for 700 år siden. Hvis den er smidt ud bevidst, så er det et tegn på en vis velstand blandt de mennesker, der levede i området dengang, forklarer arkæolog Susanne Østergaard.

Skoen er allerede sendt videre til konservering, så den kan bevares for eftertiden.

Et andet levn fra fortidens mennesker på Budolfi Plads, der for nylig er dukket op på pladsen, er en velbevaret kniv fra 1300-tallet. Den er lavet af jern og har et skaft af ben. Den er fra før gaflen blev almindelig og fortæller om en tid, hvor alle havde sin egen personlige kniv, som man brugte, når man spiste. Også den er straks sendt videre til konservering.

Det mest interessante blandt de nye fund på Budolfi Plads er dog indtil videre en såkaldt seglstampe. Den blev fundet ved resterne af et hus og et latrin fra 1400-tallet, og har været brugt til at underskrive dokumenter med. Seglets latinske inskription afslører, at det har tilhørt en mand ved navn Nicolaus. Og det betyder ifølge arkæologerne, at huset efter al sandsynlighed har været beboet af denne Nicolaus.

Det ses sjældent, at man kan knytte rester af et hus fra senmiddelalderen til en bestemt person, forklarer arkæolog Christian Klinge fra Nordjyllands Historiske Museum, som er manden, der gjorde det spændende fund.

I modsætning til barneskoen og kniven, der har tilhørt ukendte aalborgensere, så kan seglstampen knyttes til en navngiven person. Skriftlige kilder fra den tid omtaler nemlig en Nicolaus Hanssøn, der i 1491 blev medlem af det eksklusive selskab i Guds Legemeslav, der var en social forening for byens spidser. Og det er sandsynligt, at seglet har tilhørt netop ham. At han har haft sit eget segl vidner om, at han haft brug for dette i det daglige, og det peger i retning af en større købmands- eller håndværkervirksomhed, som kan have haft forbindelser til den store verden uden for Aalborg, forklarer historiker Jakob Ørnbjerg fra Nordjyllands Historiske Museum.

Seglstampen og flere pilgrimsmærker, der er fundet sammen med den, kan allerede ses i museets udstilling.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close