– Det bliver en omvæltning, men jeg kommer ikke til at kede mig, siger Ruth Sudergaard.
– Jeg har en masse gøremål. Der er både hus og sommerhus, der skal passes, fastslår Ruth Sudergaard. Hun glæder sig også til at få yderligere tid til familien med mand, to børn og tre børnebørn.
– Så der bliver nok at se til, selvom jeg jo nok også kommer til at savne arbejdslivet. Det har været 47 gode år, konstaterer Ruth Sudergaard, som i 1970 blev elev i Nørresundby Bank. Siden var hun i mange år beskæftiget som rådgiver i den tidligere Nordea-filial i Hals, inden hun for godt fire år siden blev ansat i Sparekassen Vendsyssel.
Fredagens reception blev et velbesøgt anliggende. I eftermiddagstimerne lagde både familie, kunder og forretningsforbindelser vejen forbi for at ønske Ruth Sudergaard god vind fremover.