Haverne kender da ingen alder

0
Charlotte Garby er godt kendt med det nordjyske. På onsdag står hun i spidsen for det største eksperiment, Haveselskabet har vovet sig ud i. Foto: Martin Sølyst
Havedirektør har luget ud i Haveselskabet og gjort det til en succes

Hun er mor til to døtre, boede i en lang periode i Aalborg og har nordjyske aner, men er måske først og fremmest redningskvinden for verdens næstældste haveforening, Haveselskabet.

Fem år før, Charlotte Garby blev førstedame og direktør for Haveselskabet, stod det i en slem økonomisk forfatning, så slem, at man stærkt overvejede at dreje nøglen om.

I dag har Haveselskabet både en sund økonomi og et stærkt stigende medlemstal.

Økonomien er tilmed så god, at direktøren sammen med sin lille stab og en håndfuld professionelle har kastet sig ud i et af de mest vilde projekter, havekredse i Nordeuropa har set i mange år – nemlig CPH Garden, der fandt sted i Valbyparken i sidste uge.

Der var tale om en millionsatsning ud over den mindst lige så store værdi, mange udstillere og oplægsholdere gratis bidrager med.

Førstedamen Charlotte Garby er cand. merc., 49 år og har tidligere været ansat i firmaet Louis Poulsen.

Hun har haft eget firma, og inden hun kom til Haveselskabet stået i spidsen for Lyngbycenteret.

Da Haveselskabet for bare fem år siden lå i ruiner, havde nogle bemærket den dygtige leder og opfordrede hende til at søge jobbet som ny direktør.

Hun er selv havemenneske, men det var ikke det, der drev hende til at søge udfordringen. Det var den tanke, at det ikke kunne passe, at man ikke kunne drive en virksomhed eller forening med rod i noget af det, danskerne synes allermest om, nemlig deres haver.

Den nye direktør startede med at finde det, hun kalder nerven blandt medlemmerne. Hvad er det, de brænder for? Hun besøgte haveejere og de 18 afdelinger, selskabet består af. Hun ville vide, hvorfor medlemmerne trak sig til bage, og hvad de ønskede, og hun tog havefolket med storm.

Hun joggede så at sig ind i havefolket med havetræskoene på, og så tog hun fat på at luge ud og plante nye spirer.

Medlemmerne blev et værdifuldt aktiv, og selskabets blad, Haven, fik et frisk pust, der både gjorde det til et moderne magasin og samtidig på en vedkommende måde satte det faglige stof i højsædet.

Kuren virkede. Magasinet er blevet Danmarks mest læste med 170.000 læsere. Medlemsflugten blev bremset. Kurven går bare opad, og økonomien er nu så sund, at man tør satse på nye og større projekter, der skal glæde alle danskere.

Stilen er også ændret. Selskabet har flyttet fokus lidt væk fra store prestigeprojekter, der som sådan, efter direktørens mening, har været udmærket, eksempelvis et stort projekt om genbrug af regnvand, men ikke alment nok til den mere almindelige have. Hvor selskabet tidligere mest tiltrak den ældre generation, er de unge nu kommet med.

Unge er jo optaget af økologi og sundhed. Hvordan afspejler det sig i Haveselskabet ?

– Vi nævner måske ikke begrebet økologi, men det er en selvfølge for os. Vi går ikke ind for gift, og vi vil ikke have annoncer i vores blad som for eksempel produkter, der indeholder glyfosat (mest kendt som Roundup).

Men I går ind for brug af nematoder mod dræbersnegle?

Der er mange, der får ødelagt deres glæde ved haven, fordi den ganske enkelt bliver ædt af dræbersnegle, og vi synes, vi har en forpligtigelse til at hjælpe. Vi ved godt, at naturgrupper og for eksempel Praktisk Økologi taler imod brug af de nematoder, der dræber sneglene, men vi har ikke kunnet finde belæg noget sted for, at det skulle være en risiko for miljøet ved private haveejeres brug af nematoder. I vores iver for at hjælpe havefolk har vi måske ikke været gode nok til at gå i dialog med modstanderne og deres synspunkter, men det råder vi bod på, siger hun.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close