Fra kedeligt hjørne til hyggelig by-oase

0
Mange var mødt op for at overvære indvielsen. Foto: Allan Mortensen
Det blev lidt af en folkefest, da den nye bypark i Egense fredag blev indviet. Et par hundrede borgere havde sammen med borgmester Thomas Kastrup Larsen (S) og fungerende rådmand for sundhed og kultur, Mads Sølver Pedersen (V) fundet vej til den rekreative plet midt i byen.

Her indledte borgerforeningens formand, Marna Hagensby med, at slå fast at byparken i høj grad er borgernes projekt. Den tidligere “Vognmandsgrund” har gennemgået en stor forvandling og har taget form på baggrund af borgernes ønsker og idéer. Marna Hagensby rettede især en tak til sin forgænger, Jørgen Folkvang, der i sin tid tog initiativ til projektet. Hun hæftede sig endvidere ved at byparken med såvel vandkunst som grønne arealer og et lille hyggeligt hus henvender sig til alle aldersgrupper.

Siden tog Thomas Kastrup-Larsen over med en konstatering af, at byparken gør Egense til et bedre sted for både borgere og gæster.

– Et initiativ som dette er med til at gøre det inspirerende at komme til Egense. Og så er det et godt eksempel på, at når borgerne virkelig står sammen og vil noget, så kan de også lykkes med det. I kan være stolte over dette projekt, lød det fra borgmesteren, som blev afløst i talerrækken af Mads Sølver Pedersen. Sidstnævnte slog ligeledes fast, at byparken først og fremmest er borgernes projekt.

– Jeg synes, det er flot, at I i høj grad selv har skaffet midlerne via fonde og donationer. Det er noget, mange andre bysamfund også kan tage ved lære af, konstaterede rådmanden.

Inden seancen fortsatte med servering af øl, vand og sandwicher afrundede de indbudte byrødder det officielle program med at slå de to sidste egetræsnagler fast i trækonstruktionen. Denne er allerede døbt madpakkehuset og er opført af elever og faglærere fra Kongerslev Produktionsskole.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close