Cirkusrevyen hitter i Aalborg

0
Holdet i årets cirkusrevy er Niels Ellegaard, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Henrik Lykkegaard. PR-foto
70 procent af billetterne er solgt til forestillinger i september

De gode anmeldelser på årets Cirkusrevy på Dyrehavsbakken får billetsalget på de otte opførelser i Aalborg til september til at ryge i vejret, oplyser Aalborg Kongres & Kultur Center.

Lige nu er over 70 procent af de flere end 11.000 billetter væk.

I over 30 år har Cirkusrevyen spillet på scenen i Aalborghallen, som det eneste andet sted i Danmark ud over revyteltet på Bakken. Hvert år er sæsonen blevet afsluttet i det nordjyske, og i år er ingen undtagelse, når revyholdet med Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard og revydebutanten Amalie Dollerup går på scenen i AKKC otte gange mellem 5. og 9. september.

Årets revy er blevet belønnet med fem og seks stjerner af anmelderne med ord som “Tillykke med årgang 2018. Det var en fornøjelse. Lunt, uhøjtideligt, bramfrit og samtidig tilpas satirisk barberbladsskarpt” (NORDJYSKE) og “Årets Cirkusrevy sidder lige øjet! Der er både grin, gok-gok og gode tekster, og solisterne leverer på højeste niveau” (Ekstra Bladet).

– Det er tydeligt, at der er et trofast revypublikum, når Cirkusrevyen kommer til byen, men der har også været nogen, som måske lige har set tiden an. Efter at de gode anmeldelser kom, kan vi se, at det har haft en direkte afsmittende effekt på billetsalget, og det er bestemt også en rigtig sjov revy, som publikum kommer ind at se, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, som selv overværede Cirkusrevyen til premieren i maj.

Det er første gang, den kendte skuespillerinde Amalie Dollerup står på scenen i revysammenhæng. Hun får store roser for sin præstation i revyen som blandt andet Sofie Løhde, minister for offentlig innovation. Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard må alle siges at være garvede kræfter i Cirkusrevyen. Det bliver dog foreløbigt sidste år Niels Ellegaard kan opleves i den sammenhæng, da han har meldt ud, at han ikke er med Cirkusrevyen næste år.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close