Borgere med nødkald får nye nøgler

0
Cylinderlåsene hos brugerne skal skiftes. Det sker netop i disse dage. Arkivfoto
Aalborg Kommune udskifter nøglesystemet hos alle borgere med nødkald til et mere tidssvarende system.

I Aalborg Kommune har 2.600 borgere nødkald, som kan tilkalde hjemmeplejen, hvis borgeren har behov for akut hjælp.

Når borgeren bruger nødkaldet, låser hjemmeplejen sig selv ind i boligen for at hjælpe borgeren.

Men nøglesystemet er både forældet og nedslidt, og derfor skal det nu udskiftes.

Borgerne kommer ikke til at mærke nogen forskel på nøglesystemet i forhold til i dag.

De får udleveret tre nye nøgler, som er mage med de gamle.

Men for medarbejderne bliver det nye tider.

Deres nye nøgler skal nemlig aktiveres hver dag for at virke.

Det nye nøglesystem fungerer ved, at medarbejderne skal tanke deres nøgle op i en boks, når de møder på arbejde.

Det aktiverer nøglen i en tidsperiode, som typisk er ti timer.

Når tidsperioden udløber, virker nøglen ikke længere, før den igen er tanket op.

Det nye system er billigere i drift, men også mere sikkert og trygt for borgere og medarbejdere.

Hvis en medarbejders nøgle for eksempel bliver stjålet, skal Aalborg Kommune ikke længere manuelt omstille alle de låse, den passer til, fordi nøglen udløber helt automatisk.

Og til forskel fra det eksisterende system logger det nye system brugen af medarbejdernes nøgler i de enkelte låsecylindere, så det er muligt at se, hvornår en dør er låst op, og af hvilken medarbejder.

Det giver både borgere og medarbejdere bedre sikkerhed og mere tryghed.

Det er kun kommunens nøgler, der skal aktiveres hver dag.

Borgernes nye nøgler er helt almindelige nøgler, som virker hele tiden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close