Boligselskab fejrer 75 gode år

0
Sundby-Hvorup Boligselskab fejrer 75-året med en lang række tiltag. Foto: Allan Mortensen
Gennem 75 år har Sundby-Hvorup Boligselskab i det store og små præget omgivelserne i og omkring Nørresundby og Vestbjerg. Og med årene også i oplandsbyerne Hals, Hou, Gandrup, Vester Hassing og Ulsted. En gruppe af beboere og ansatte gik allerede i fjor i gang med forberedelserne til årets jubilæum. Og for nyligt har alle godt 3.500 husstande modtaget et omfattende jubilæumsprogram, der strækker sig over resten af året.

– Vi vil benytte jubilæumsåret til at fortælle, at vores historie er fyldt med spændende, skelsættende, små og store begivenheder, siger formanden for Sundby-Hvorup Boligselskab, Hans Bøyen Christensen.

– Men i stedet for at lave et klassisk jubilæumsskrift, skyder vi nu en række beboeraktiviteter i gang. De skal frem mod efteråret fortælle vores historie. Derudover holder vi 13. oktober jubilæumsfestligheder hele ni steder nord for Limfjorden, oplyser formanden.

Der er tre gennemgående temaer i jubilæumsprogrammet. Disse omfatter historien, nutiden og fremtiden. I samarbejde med de lokalhistoriske foreninger i Nørresundby og Hals vil en gruppe historieinteresserede beboere finde frem til de 75 bedste historier om boligselskabet. Historierne vil efter sommerferien blive udvalgt og redigeret. Derudover opfordres beboerne til at indsende billeder fra deres hverdag. De 75 bedste fotografier bliver udvalgt til den kommende jubilæumsudstilling. Endelig er både børn og voksne inviteret med i en idekonkurrence, der skal inspirere til fremtidens boligselskab.

– Det betyder, at vi på den anden side af sommeren har historier, billeder og ideer, som vi vil bruge til jubilæumsfestlighederne i oktober, og til at samle i et utraditionelt jubilæumsskrift, der både dækker historien, nutiden og fremtiden, fortæller direktør Jens Erik Grøn fra Sundby-Hvorup Boligselskab. Han tilføjer, at det er afdelingsbestyrelserne, der trækker det helt store læs i forbindelse med jubilæumsreceptionerne.

– Flere steder har beboerne valgt at udvide jubilæumsarrangementet, så det får karakter af en lille beboerfest med forskellige aktiviteter, siger Jens Erik Grøn.

I anledning af jubilæumsåret er der lavet et særskilt jubilæumsafsnit på boligselskabets hjemmeside. Desuden er der oprettet en Facebook-jubilæumsside.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close