Aalborg var starten på nordisk skibsræs

0
Tanken bag Nordisk Sejlads er at videreføre den maritime kulturarv ved, at unge og ældre mødes om bord på skibene. ?Foto: Bente Poder
Blæsten gik mere end almindeligt frisk over Skudehavnen, da en række traditionelt byggede og riggede skibe inviterede på åbent skib i Aalborg i søndags.

Arrangementet var led i kapsejladsen Nordisk Sejlads, som besøgte havnen.

– Vi vil gerne være med til at videreføre den maritime kulturarv ved at unge og ældre mødes om bord på skibene, siger Tim Rasmussen Schjoldager.

Han er et af de fem danske medlemmer af foreningen bag kapsejladsen, der afvikles hver sommer på Kattegat og Skagerrak – i tre etaper og med tre værtsbyer.

– Vi kalder det en venskabsdyst, men hvert år går der da konkurrence i den, når skibene kommer ud, forklarer han.

Det er fjerde gang, at Aalborg er værtsby for kapsejladsen. Sidst skibene var på besøg var i 2014, hvor byen var sluthavn – i år er Aalborg med som starthavn.

Og selv om det søndag var lidt tyndt med både gæster og skibe, så var de i alt 24 tilmeldte fartøjer på plads, da kapsejladsen blev skudt i gang tirsdag formiddag ud for Musikkens Hus.

Skibene er delt ind i klasser efter størrelse, og ved start handler det om at komme først frem til den næste værtsby, svenske Varberg, og siden Frederikstad i Norge, hvor sejladsen slutter 11. juli.

– De fleste deltagere er unge mennesker, men der er også garvede folk med, sådan at de kan lære af hinanden. For selv om det er en kapsejlads spiller det sociale en stor rolle, siger han.

De tre værtsbyers kommuner er i år gået sammen om at samle 12 unge fra de tre lande om bord på et såkaldt venskabsskib. Kommunerne har hver udvalgt fire deltagere, som deltager i sejladsen på skibet Brita Leth.

Selv sejler Tim Rasmussen Schjoldager normalt med Jens Krogh, FDF Aalborg Søkreds’ skoleskib, men de kommende dage er han at finde om bord på et følgeskib fra marinehjemmeværnet HMV Jupiter.

– Fordi vi har med unge mennesker at gøre, vægter vi sikkerheden højt og har derfor følgeskib med, forklarer han.

Nordisk Sejlads har været sejlet mellem Danmark, Sverige og Norge siden begyndelsen af 1990.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close